Horisonternes historie

Stil dig på stranden mellem Hundested og Lynæs og kig mod Rørvig. Lad øjet hvile i horisonten.

Hjernen bombarderes med indtryk fra øjet gennem synsnerven, som er en af kroppens tykkeste nerver. En af hjernens mest krævende opgaver er at sortere vældet af indtryk fra øjet, så det væsentligste står frem i det indre billede, der dannes. Når øjet fokuserer på den fjerne horisont, træder to forhold i kraft: For det første simplificeres synsindtrykket til en linje, hvor to rolige flader mødes, og for det andet afslappes den muskel, som gennem små senetråde styrer linsens krumning og skarphedsindstilling. Øje og sind indtager en hviletilstand og finder ro.

Jeg har altid været fascineret af den ro, det indgyder at skue ud i horisonten, hvilket jeg havde rig mulighed for som dreng i Skagen. Jeg husker, at da jeg flyttede til København for at starte på dyrlægestudiet, savnede jeg horisonterne, idet synet til enhver tid blev blokeret af lodretstående bygninger. Jeg har i mange år malet navnløse horisonter, men efter at være flyttet til Hundested kom der navne og genkendelige landemærker på dem. Dette har givet en helt ny mulighed for at udforske det danske landskab med speciel fokus på kysterne i projektet ”nære horisonter”. Store inspirationskilder for mig har været skagensmaleren Arne L. Hansen og min fætter maleren Esben Hanefelt Kristensen.